Københavns Lufthavn køber biobrændstof til egne firmarejser
Biobrændstof til flyene i Københavns Lufthavn kompenserer for CO2-udledningen fra virksomhedens egne flyrejser.
Når medarbejdere i Københavns Lufthavne A/S tager flyet på firmarejse, sker det nu med et markant lavere CO2-aftryk.
Fremover kompenseres CO2-udledningen fra egne flyrejser ved at købe en mængde biobrændstof til flyene i København.
Det sker via en aftale med DCC & Shell Aviation Denmark.
Over 80 ton biobrændstof i 2025
Ordningen er allerede i gang. Lige før nytår blev samtlige knap 300 ton CO2 fra sidste års rejser kompenseret ved indkøb af godt 80 ton SAF (Sustainable Aviation Fuel) baseret på restprodukter fra landbruget.
”Som en lufthavn, der arbejder for at udbrede alternative brændstoffer, er det naturligt, at vi selv bruger dem, når vi skal ud i verden,” siger Maria Skotte, direktør for bæredygtighed i Københavns Lufthavn.
”Jeg er virkelig glad for, at alle vores egne rejser nu kompenseres med biobrændstof – og især, at det bliver tanket i vores egen lufthavn."
Indkøb styrker nordisk efterspørgsel
Biobrændstoffet bliver leveret i lufthavnens faste forsyning fra Prøvestenen og når ud til alle fly i Københavns Lufthavn.
Herved adskiller aftalen sig fra lignende typer af CO2-kompensation.
”Det er vigtigt for os, at brændstoffet leveres hos os selv, fordi det er med til at øge efterspørgslen i Norden. Det er afgørende for den grønne omstilling af luftfarten, at der er en regional og robust forsyning af alternative energikilder,” siger Maria Skotte.
Tilbyder sparring til andre
CO2-aftrykket fra SAF er fra 65 til over 90 procent lavere end fra traditionel jet fuel, alt efter hvad biobrændstoffet er baseret på.
Forsøg i Københavns Lufthavn i forbindelse med EU-projektet Alight har desuden vist, at udledningen af ultrafine partikler fra et fly reduceres ved brug af biobrændstof.
”Vores indkøb er i sig selv for lille til at have en reel effekt på den lokale luftkvalitet. Men jo flere der tager samme skridt, desto bedre. Vi vil meget gerne være sparringspartner for andre virksomheder, der vil kompensere her i København,” siger Maria Skotte.
Fakta
-
SAF står for Sustainable Aviation Fuel og produceres af bioaffald.
-
CO2-aftrykket fra SAF kan være fra 65 til over 90 procent lavere end fra almindelig jetfuel, alt efter hvad SAF’en er baseret på.
-
EU har siden 2025 stillet krav om mindst to procent SAF i den samlede brændstofforsyning til lufthavne i EU. CPH’s SAF-indkøb kommer oven i denne andel.
-
EU-kravet stiger gradvist til 6 procent i 2030 og 70 procent i 2050.
-
CPH’s medarbejdere har årligt over 1.000 forretningsrejser med fly. Over 75 procent er inden for Europa.